iPhone 5 satte standarden. Det lykkedes for Apples ingeniører og designere at presse helt nye teknologier ind i en telefon med en tykkelse på kun 7,6 mm og en vægt på kun 112 gram. Det var kun muligt ved at designe nye komponenter eller ændre designet på flere komponenter. Og resultatet blev en utrolig tynd, imponerende let og ekstremt kraftfuld smartphone. Efter at være kommet så langt med iPhone 5 var den det perfekte udgangspunkt for iPhone 5s. Og selvom der var store tekniske udfordringer, lykkedes det os at få plads til mere uden at gøre iPhone 5s større eller tungere.
Med den allerførste iPhone lærte verden, at den mest naturlige måde at interagere med en smartphone på er ved at røre ved den. Rør for at høre en sang. Rør for at browse nettet. Rør for at tage et billede. Det hele begyndte med noget meget enkelt: en finger. Og nu har vi udviklet touch-teknologien til det næste logiske niveau med Touch-id, som er en fingeraftrykssensor. Dit fingeraftryk er den perfekte adgangskode. Du har den altid med dig. Og ingen kan gætte den. Men derudover gav det bare god mening for os, at telefonen skal kunne genkende dig. Den skal lære af dig og ikke kræve, at du skal huske og indtaste adgangskoder, før du kan bruge den. Vi vidste også, at det rigtige sted at anbringe sensoren var der, hvor du helt naturligt rører din iPhone – på knappen Hjem. Men hvordan kunne vi presse al den nødvendige teknologi til sensorer ind på så lidt plads?
Det krævede et team af biometriske eksperter og hardwareingeniører at omdefinere den måde, som sensorteknologien virker på, og give den velkendte knap Hjem et nyt design. Overfladen på knappen er lavet af laserskåret safirkrystal, der sender billedet af din finger til en berøringssensor, som derefter læser under de øverste hudlag for at få et detaljeret billede. Rundt om knappen er der en ring af rustfrit stål, som registrerer fingeren, vækker sensoren og forbedrer signal-støj-forholdet. Derefter læser softwaren linjerne i dit fingeraftryk og matcher det for at låse telefonen op. Det er en meget avanceret teknologi, som ganske enkelt er usynlig, når du bruger den. Så du behøver ikke at lægge mærke til noget. Undtagen hvor nemt det lige pludselig er blevet at låse din iPhone op.
Mærkbart hurtigere ydeevne og grafik, der virker mere naturtro. Det er altid målet, når der udvikles en ny mobilprocessor. Men ydeevnen skal ikke opnås på bekostning af effektivitet. Dårlig batteritid til gengæld for hastighed er aldrig en mulighed med iPhone. Derfor udviklede vi en helt ny processor og en helt ny hjælpeprocessor til iPhone 5s: A7 og M7.
A7-processoren er designet med 64‑bit arkitektur – det er aldrig set før i en smartphone. Skiftet til 64 bit har været undervejs i flere år. Men vi gjorde det, fordi vi ville give kunderne lige så meget processorkraft i hånden, som de får med en computer. Alene forestillingerne om, hvad kunderne kan finde på at bruge det til, gjorde det nemt at tage en beslutning om at investere i den. A7-processoren giver iPhone 5s al den power, den har brug for til de funktioner, den nu har. Den er op til 2 x hurtigere end den forrige generation – både med hensyn til CPU- og grafikydeevne. Den har en helt ny billedprocessor. Og den understøtter OpenGL ES 3.0, så den kan vise visuelle effekter, som før kun kunne vises på computere og spillekonsoller. Og på trods af alle disse forbedringer er A7 stadig energieffektiv.
Den nye M7-hjælpeprocessor er designet til at gøre iPhone 5s endnu mere effektiv. Den aflaster A7-processoren ved at indsamle data fra accelerometeret, gyroskopet og kompasset. Apps kan derefter bruge dataene uden konstant at skulle belaste A7-processoren. Da M7 er udviklet med dette bestemte formål for øje, bruger den meget mindre strøm til det, end A7 ville kræve. Så her spares der igen på batteriet.
Man indser bare, hvor uundværligt et smartphone-kamera er, når det opfylder nogle bestemte krav. Det tager altid fantastiske billeder. Det har alle de nødvendige funktioner, uden at det bliver kompliceret. Og det er i en enhed, der er så slank og let, at du altid har den med dig. iSight-kameraet opfylder nemt alle disse krav. Så derfor er det faktisk blevet verdens mest populære kamera. Men selvom kunderne elsker at bruge det, var vi ikke tilfredse. Og da vi overvejede, hvordan vi kunne forbedre det, vidste vi, at vi kunne gå to veje: Flere megapixels, så vi kunne reklamere med et større tal. Eller samme antal megapixels (nemlig 8), men med en større og meget avanceret sensor.
Med en større sensor kan de individuelle pixels blive større. Og større pixels – ikke flere – giver bedre billeder. Derfor har iPhone 5s en helt ny sensor med 8 megapixels. Den er 15 % større end den forrige med en pixelstørrelse på 1,5 mikron. Vi øgede også blændeåbningen til ƒ/2,2. Det giver op til 33 % større lysfølsomhed. Det er vigtigt, for mere lys giver bedre, lysere billeder med endnu mere præcise farver. Og den nye True Tone-blitz er intelligent og regner ud, hvor meget lys der helt præcist er brug for til et skud. Hvorfor føjede vi alle disse funktioner til et kamera, der allerede var utroligt? Fordi det er meget mere effektivt at lære iPhone at tage bedre billeder, end det er at lære millioner af mennesker, hvordan de bliver bedre fotografer.
Blandt mange andre ting, der indgik i designet af iOS 7, var en overvejelse af, hvilke enheder der skulle bruge det. Vi vidste, at iPhone 5s skulle have en A7-processor og 64-bit arkitektur. Og vi designede iOS 7 til at udnytte begge dele. Men derudover var målet med designet af iOS 7 at tage det velkendte og elskede operativsystem og gøre brugeroplevelsen endnu bedre, mere enkel og meget mere lækker.
iOS 7. Helt nyt og velkendt. Grænsefladen er med vilje gjort neutral. Alt det, der ikke tilføjer nogen værdi, er blevet fjernet. Så der fokuseres på det vigtigste: Dit indhold. Lag og gennemsigtighed skaber dybde og giver en fornemmelse af sammenhæng og sted. Animation og bevægelser gør alt mere spændende. Og resultatet er en bedre, smartere og mere behagelig oplevelse generelt. iOS 7 er endnu et eksempel på, hvor fremsynet iPhone 5s er tænkt.
Vi opfattede ikke iPhone 5s Case blot som et tilbehør. Vi så det som den perfekte ledsager til iPhone 5s og dens smukke design. Derfor lagde vi så meget passion i designet, som vi gjorde. Coveret er fremstillet af specielt udvalgt læder af bedste kvalitet, som føles luksuriøst. Læderet passer perfekt rundt om lydstyrkeknapperne, afbryderknappen og den slebne kant på en måde, som ingen andre iPhone-covers gør. Derfor føles iPhone 5s stadig utrolig slank og elegant i hånden – selv når coveret er på.
Et enkelt stykke læder er sat fast på en robust ramme ved hjælp af en proces, som kombinerer håndværkstraditioner og præcisionsteknik. Resultatet er et design helt uden samlinger, hvor alle detaljer er blevet overvejet grundigt. Indvendigt hjælper et blødt for af mikrofiber med at beskytte den smukke finish på din iPhone. Udvendigt er det lige så iøjnefaldende. En pigmentrig farve er sprøjtet ind i læderet, så alle de seks farver er iøjnefaldende ved første blik og bliver ved med at være det over tid.